Anderledes gudstjenester.

 Konfirmanderne øver sig på høstgudstjenesten i strålende sol.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Høst og familiegudstjeneste. Søndag den 12. september kl. 15.00.

Forhåbentlig er høsten ved at være i hus, når vi i Snoldelev Kirke fejrer årets høstgudstjeneste en søndag eftermiddag midt i september.

Vi vil også i år sammen vandre op mod alteret for at lægge årets høstoffer i kurve, og for at tænde et lille fyrfadslys, som en af de nye konfirmander vil sørge for.Høstofferet går til Møltrup Optagelseshjem og K.F.U.K.´s arbejde.

Under gudstjenesten, der selvfølgelig vil indeholde de gamle, kendte høstsalmer, og måske lidt nye, vil saxofonist Per Egholm ledsage salmesangen med saxofonmusik.
Efter gudstjenesten er alle velkomne i konfirmandstuen til kaffe og høstkager. 
Høstgudstjeneste med kirkefrokost. 2009:

Søndag den 13. september 2009 kl. 10.30 holdes årets høstgudstjeneste i Snoldelev Kirke med efterfølgende kirkefrokost i konfirmandstuen.

Traditionen tro vil årets nye konfirmander sørge for alt det praktiske omkring gudstjenesten. Høstens tone sættes allerede når vi kommer til kirken. Her har folk fra sognet nemlig sørget for, at kirken er smukt pyntet i alle høstens farver. Under gudstjenesten vil de kendte høstsalmer blive sunget og  høstofferet forrettet ved at man i flok går op i koret og tænder et lys, sætter det på et bord i korsform og lægger sine penge i en indsamlingskurv.

Efter gudstjenesten vil Snoldelev Menighedsråd sørge for, at der er mad nok til alle i konfirmandstuen.

 

Høstgudstjeneste i Snoldelev Kirke, søndag den 21. september 2008.  
Billeder fra en festlig høstgudstjeneste, hvor der blev samlet 4000,- kr. ind til fordeling mellem Møltrup Optagelseshjem og KFUK´s sociale arbejde.

Snart er høsten ved at være i hus alle vegne, og så er det tid til at holde høstfester og høstgudstjeneste.

I Snoldelev sogn vil høstgudstjenesten finde sted søndag den 21. september kl.10.30. Her vil kirken være pyntet i alle høstens farver og høstsalmerne vil blive sunget med hjælp fra Tune Kirkes børne- og Ungdomskor.

Når vi holder høstgudstjenester i vore kirker, så takker vi for " alle gode gaver, som kommer ovenned". Det vil sige, at vi takker for den høst, som alle vi, der har fået et liv at leve, dagligt høster. Som vi plejer det i Snoldelev Kirke, vil vi sammen vandre op til alteret for at lægge penge i en indsamlingskurv (høstoffer), tage et lille fyrfadslys, tænde det og sætte det på et bord i en korsform.          

Pengene, der lægges i kurven, går ubeskåret til de to projekter, som Snoldelev sogns menighedsråd beslutter at støtte. I de sidste mange år har det ene projekt været Møltrup Optagelseshjem, der sørger for at mænd, der er havnet udenfor alle netværk, kan komme på fode igen ved at tilbyde dem logi og daglig støtte. Det andet projekt har været KFUK´s sociale arbejde, der har kvinder i lignende situation som mål.

Årets nye konfirmander vil sørge for alt det praktiske omkring gudstjenesten, og således også sørge for at alle får muligheden for at tænde et lys.

Efter gudstjenesten er alle inviteret til kirkefrokost i konfirmandstuen (og præstegården. Vi kan som regel ikke være i konfirmandstuen alle sammen). Også her vil Tune kirkes børne- og ungdomskor synge nogle af høstens sange.

Frokosten koster 25. kr. pr. voksen. Indtægterne fra frokosten vil ligeledes gå til de to projekter. På denne måde er Snoldelev Menighedsråd med i støtten til de udstødte.

Alle er velkomne!
Sognepræst Karen Elise Nabe - Nielsen.

Høstgudstjeneste i Snoldelev Kirke, søndag den 28.oktober 2007 kl.10.30.
En nymalet kirke, der var pyntet i de flotteste efterårsfarver, åbnede sine ældgamle døre for en menighed, der fyldte alle pladser ud. Børn, unge og voksne nød atter at kunne fejre gudstjeneste i deres EGEN kirke, og Ramsø Spillemænd sørgede for at høstens tema blev understreget.

Konfirmanderne havde skrevet bønner, som de på skift læste op under gudstjenesten. Efter prædikenen, der handlede om den kongelige embedsmand, der bad Jesus om at gøre sin dødeligt syge søn rask, og hvis bøn blev besvaret, var der offergang.
Offergangen består i Snoldelev Kirke i, at man, mens Ramsø Spillemænd spiller, går op til alteret, lægger penge i en kurv, får et fyrfadslys, som man tænder ved et større lys, holdt af en konfirmand, hvorpå man placerer fyrfadslyset på et bord.
Til sammen udgør lysene til sidst et meget stort, lysende kors. 

 

 


 

 

 


Efter en meget festlig gudstjeneste fortsatte høstfesten i præstegården. Her var bordene dækkede i såvel konfirmandstuen, som præstens spisestue og køkken. Der var ikke plads til mange flere, men maden slog til og alle blev mætte. 
Ramsø Spillemænd sluttede eftermiddagen med at spille en træskovals m.fl.