Ringerlaug ved Snoldelev Kirke

Ringerlaugets medlemmer:  

Formand: Bjarne Corneliussen.

Charlotte Corneliussen.
Torben Jakobsen.
Martin Olesen.
Christina Hedels.
Anker Klarskov Larsen.
Henning Nabe- Nielsen.
Niels Peter Jensen.

 

                                                         

  


Det kimer nu.
Ringerlauget i aktion.
Optakten til ringerlauget.
Klokkeringning.
 

 Christian og Morten ringer til Fastelavnsgudstjenesten 08.

Det kimer nu til julefest,
det kimer for den høje gæst,
som steg til lave hytter ned
med nytårsgaver: fryd og fred. 

Som nogle vil have bemærket, så blev der kimet[1] med Snoldelev Kirkes klokker hele julen. Først omkring de to juleaftensgudstjenester kl. 15.00 og 16.30. Siden juledags-morgen, omkring gudstjenesten. 

I år (2007) var det ringerlauget, der havde påtaget sig den opgave at kime julen ind. Tiderne blev fordelt, og alle ringere fandt ud af, at det kræver sin kvinde og sin mand at kime et kvarter før hver klokkeringning!

Flot var det i hvert fald. Flot lød det.
Tak for det!  
[1] At "kime" med kirkeklokkerne betyder, at der ringes med meget korte slag hurtigt efter hinanden. Ved kimning hænger klokken stille, mens den ved almindelig ringning svinger fra side til side. 

Ringerlauget ved Snoldelev Kirke er nu trådt i aktion. (August 2007)
På et stiftende møde den 6/6 2007 i konfirmandstuen blev det besluttet, at ringerlauget varetager ringningen på lørdage, såfremt der ikke er handlinger ( f.eks. bryllup) på dagen, samt på mandage i tilfælde af gravermedhjælperens ferie, sygdom eller fravær. Denne beslutning blev konfirmeret og vedtaget på et menighedsrådsmøde den 20/6 2007.

Laugets første klokkeringning blev foretaget mandag den 20. august 2007 kl.8.00. Det var formanden for Ringerlauget, Bjarne Corneliussen, der tog den første tørn.

Er du interesseret i selv at være med til at ringe med Snoldelev Kirkes klokker, kan du henvende dig til ringerlaugets formand, Bjarne Corneliussen. T:4619-0933

Optakten til ringerlauget:

Ringerlaug i Snoldelev? (Januar 2007)

Snoldelev Menighedsråd har besluttet at fortsætte med manuel ringning ved Snoldelev Kirke. Mange kirker får eller har fået installeret elektrisk ringning, men vi er flere i Snoldelev sogn, der mener, at det er synd at elektrificere en gammel hævdvunden skik.

Dels går musikken af klokkeringningen, når der sættes strøm til. Lyden bliver monoton og ensformig, og nogle steder kommer ringningen til at lyde metallisk.

Dels er der en egen charme ved, at man bogstaveligt talt kan høre, hvem der ringer med klokkerne, og i hvilket humør klokkeren befinder sig under ringningen.

Det handler om musik, men det handler osse om liv contra livløs.(Og til den, der mener at klokkeklangen er larm, mere end den er musik, kan kun hviskes: at når først strømmen er sat til klokkerne, så bliver ringetider og perioder ikke mindskede. Tværtimod. For så koster det jo ikke menneskekræfter at ringe!)

Men alting har sin pris. Og prisen for den manuelle klokkeringning er, at der skal mennesker til at ringe med klokkerne. Til hverdag er dette graverens arbejde, men graveren har også brug for en fridag eller to, så derfor lyder spørgsmålet nu: Mon der ikke i Snoldelev sogn skulle være en person eller to, der kunne tænke sig at være med til en gang imellem at ringe med kirkens klokker? Det handler især og i første ombæring om morgen- og aftenringningen om mandagen (graverens fridag), og i anden ombæring måske oven i købet om hjælp til ringning ved kirkelige handlinger.

Hensigten med dette spørgsmål er at skabe et ringerlaug omkring Snoldelev Kirke. Vi har i forvejen et frivilligt kaffelaug, der sørger for, at der er kirkekaffe til alle ni-gudstjenester, et frivilligt "lukkelaug", der i sommerferien sørger for, at flaget er hejst hele dagen ved Snoldelev kirke om søndagen, og at kirkens dør står åben for besøgende i dagtimerne, samt et frivilligt fredagscafé-laug, der sørger for beværtningen af den ugentlige fredagscafé. 

Desuden findes et sådant ringerlaug allerede ved forskellige kirker, landsby såvel som større selvbygger-kirker, så hvorfor ikke også i Snoldelev?

Hvis du altså vil og kan byde dig selv ind på en sådan lejlighedsvis opgave, må du meget gerne ringe til Bjarne Corneliussen, Smedegade 14, Snoldelev.4621 Gadstrup.
T: 4619-0933Corneliussen1@hotmail.com

Klokkeringning. ( december 2006)
Arbejdstilsynet har været på besøg i Snoldelev Kirke og påbudt menighedsrådet at sørge for at forholdene for klokker og graver forbedres. Støjniveauet i tårnet er ganske enkelt for højt under klokkeringningen, derfor har man foreslået et af to. Enten at indføre automatisk klokkeringning, eller at føre klokkerebene ned gennem tårnet og således klare ringningen fra orgel/tårnrummet.

Menighedsrådet har i første omgang valgt at bibeholde den manuelle klokkeringning. Derfor vil den sidste løsning med reb i orgel/tårnrum blive gennemført. Dog vil lugerne i kirkens tårn blive elektrificerede, således at graveren ikke skal vandre op og ned ad de smalle og skæve trappetrin morgen og aften, men blot kan trykke på en knap for at åbne lugerne.

At føre rebene til kirkens to klokker ned i tårnrummet er for øvrigt slet ikke nogen ny opfindelse. Tværtimod. Så har man i tidligere tider i Snoldelev ringet med klokkerne fra gulvet i tårnrummet. På hvælvet over tårnrummets gulv kan man derfor ane de steder, hvor rebene oprindeligt har været ført ned.

I 1878 blev der foretaget en hovedreparation af Snoldelev Kirkes tårn. Det var i denne forbindelse, man besluttede at lade kirketårnets vestgavl stå ukalket. (Deraf navnet : kirken med den røde hat, og grunden til mysteriet om, hvorfor tårnet er rødt og ukalket mod vest, mens det er hvidt og kalket mod øst.) I samme forbindelse blev alt træværket i tårnet fornyet. Og ved den lejlighed har man, måske på daværende arbejdstilsyns påbud, besluttet at lade klokkerne føres i klokkerummet.