Altertavle og alterbordspanel
Altertavlen er fra begyndelsen af 1800tallet. (Empire), alterbilledet er fra 1860 og alterbordspanelet fra 1613.
I Altertavlen, der er formet som en portal med to par korintiserede søjler, findes et maleri på lærred af F.L. Storch, der gengiver Thorvaldsens Kristusfigur.
Alterbordspanelet er skåret i træ. Frugtbærende kvindelige og mandlige hermer flankerer tre arkadefelter, der i 1926 fik tilføjet bibelske tekster af sognepræst L. Glahn.
Inde under alterbordspanelet befinder et stenalter sig, som menes at være fra ca. 1525. I dette alterbord fandt man omkring år 1700 en relikviegrav, der var dækket af en firkantet sten og indeholdt " et stykke sammensyet silketøj, der var viklet omkring et stykke ben, noget røgelse, noget balsam, som endnu havde sin lugt og et stykke rødbrunt træ".Knoglen er anatomisk bestemt som mellemfodsbenet på et svin.